Home
Boligpriser på vej ned Udskriv
mandag, 21 januar 2008

Montenegros Centralbank har meddelt at boligpriserne forventes at stagnere eller falde pga. manglende købslyst og de høje priser, som nu enkelte steder er på niveau med Spaniens. Flere ejendomsmæglere melder også om den samme trend.

Rapporten nævner at de høje priser bl.a. skyldes at Podgorica nu er blevet en landehovedstad, hvormed etableringen af ambassader, internationale organisationer mv. har skabt en forhøjet efterspørgsel på luksuriøse ejendomme og forretningslokaler. Dette har gjort at kvadratmeterprisen nu er oppe på 1700 euro (ca. 12.500 kr) i Podgorica, hvilket er en fordobling af den oprindelige ejendomsvurdering.

Nationalbanken skriver at en gennemsnitlig borger skal have en udbetaling klar på ca. 17.000 euro, hvis de ønsker at købe en lejlighed på ca. 50 m2. Resten, de 68.000 euro, skal over 25 år tilbagebetales med 487 euro om måneden, hvilket er mere end den gennemsnitlige indkomst på 338 euro. Renten er pt. ca. 7,18%.

De konkluderer at priserne er langt over den almindelige borgers økonomiske råderum.

Montenegro.DK's egen boligrådgiver i Montenegro fortæller der er er flere faktorer som også påvirker prisudviklingen, bl.a. at den overordnede lokalplan ikke helt er godkendt endnu, hvilket betyder at nye byggetilladelser ikke kan udstedes. Dette har lagt en dæmper salg af byggegrunde.

Samtidigt er der i den seneste tid også sket en strengere håndhævelse mod ulovlige byggerier. Dette har gjort at købere er mere forsigtige med at købe den type boliger, som der immervæk er mange af i landet. Samtidigt varsles love som vil ændre på udlændinges ret til at eje jord i landet. Disse usikkerheder, samt den høje pris, har gjort at de udenlandske købere ikke står i kø for at købe, som de gjorde før i tiden. De største opkøbere har de sidste år været købere fra Irland og Rusland. Konkurrencen fra nabolandene er også hård - i Albanien kan man erhverve sig en ejendom for under halv pris i forhold til Montenegro.

 
< Forrige   Nste >