Lidt om den typiske montenegriner
lrdag, 02 februar 2008

Arketypen

Den typiske montenegrinske mand er over gennemsnitshøjde (blev i 1970-erne fundet som verdens næsthøjeste folkeslag), har et efternavn der ender på -vich, er meget patriakalsk, tilhører en familieklan, har en politisk mening, er letantændelig, lettere mandchauvinistisk, lettere racistisk, mistænksom, intolerant,  selvglad og alvorlig. Puh, så er det  sagt. Den typiske kvinde adskiller sig nok ikke meget fra manden - selv i det mandchauvinistiske. Mange korsikanere ville nok genkende sig i en montenegriner, og har man læst sin Asterix, kan man nok forestille sig hvordan det montenegrinske samfund så ud  for ikke så lang tid siden. 

Jeg ved godt at det ikke lyder særligt tiltrækkende, og jeg er da også sikker på at jeg har fornærmet mange montenegrinere, som slet ikke kan genkende sig selv i den ovenstående beskrivelse. Undskyld til dem. Men ikke desto mindre...

Hvor Gud har været skrabet med venligheden, så har han været dem gavmild med det æstetiske. Mange rejsende har i deres bøger beskrevet dem som kønne mennesker, og det mildner derfor 'over-all' indtrykket af den gængse montenegriner. Deres store force er deres gæstfrihed (når man er hjemme) og vilje til at hjælpe når man står i en grim situation. Der træder den heroiske montenegriner frem for fuld musik - fordi det er dét de er født til - at være heroiske.

Man kunne få indtrykket at montenegrinere er dovne, men lad mig sige med det samme: det har absolut ingen sandhed i sig. Man skal ikke forveksle den lettere tilbagelænethed med dovenskab, men med den absolutte erkendelse af at man er født til at herske. Man ser jo ikke konger med jord under neglene, vel?  

Fem hundrede år af evindelig krig med tyrkere, franskmænd, italienere, østrigere og mange andre, har gjort at montenegrinerne havde udviklet sig til et krigerfolk. De høje bjerge har gjort at de har kunnet forsvare deres land og var således ikke underlagt de store civilisationer som tordenede frem og tilbage i deres naboskab. Denne frihed gjorde dem stolte og heroiske i natur, men de samme egenskaber har nok også holdt et restriktivt greb i deres udvikling i forhold til nogle af de samfundsmæssige fremskridt, som landende omkring dem har.

Efter 2. verdenskig og dannelsen af Jugoslavien, lavede montenegrinerne et kvantespring i alle samfundsmæssige forhold. Freden gjorde at de kunne komme ned i dalene fra deres bjergfæstninger. De fik et universitet, gode veje, togforbindelser, store havne, kommunikationsmidler, hospitaler en blomstrende industri, handel og turisme. Mange blev uddannet i Beograd, Sarajevo og Zagreb - og tog den seneste udvikling med hjem. Dette frembragte den relativt moderne europæiske montenegriner som vi kender i dag.

I dag er montengrineren meget politisk. Der har jo også været krig i naboskabet, splittet nationalfølelse og folkeafstemning om selvstændighed - som har gjort at han har måttet sætte sig selv i relief til omverdenen og definere nogle nye værdier som skulle bringe ham ind i det 21. århundrede. Men det er vel naturligt nok...